NÅR BØRN KODER BØRN

INDLEDNING

Dette forløb handler om, at børnene skal lære om og tilegne sig en begyndende viden om hvor ”dum” en computer reelt set er. Måden det bliver gjort på er igennem Beebots og Bluebots, som der er stiftet bekendtskab med. Børnene får robotterne i hænderne og afprøver at den kun gør lige præcis det, som de koder den til via algoritme-knapperne.

MATERIALER

Materialerne der er blevet brugt til forløbet er ganske simple; her er der blot blevet udarbejdet en ”rygsæk” i form af et lamineret papir med pile, som skal fungere som knapper.

MÅL

Målet er, at børnene skal kode hinanden for også at få en forståelse af, at man kan opfatte ting forskelligt og at meget kan være forudindtaget igennem verbale beskeder. De bliver sat sammen i makkerpar 2-og-2, hvoraf den ene bliver ”robot” og den anden bliver ”kodeskriver” – der byttes undervejs.

TID

Forløbet køres i en 1. klasse over en måneds tid, hvor hele dagen bliver sat af til forløbet á 1-2 gange.

Forløbet er relevant, da børnene kommer ud og bliver samfundsborgere i et mere og mere digitaliseret samfund, således at de rustes mere til, hvordan en computer virker og fungerer – og at den faktisk ”kun” gør det vi beder den om.

Børnene blev på en måde allerede introduceret for projektet, da jeg sammen med klassen arbejdede med Bluebots og Beebots ifm. et fagligt loop. Her udviste klassen en stor interesse i, hvordan disse virkede, samt hvorfor nogle af robotterne ikke gjorde, som de umiddelbart havde bedt dem om.
Det førte til en snak om, når vi som voksne giver beskeder til vores små ”robotter” i form af børnene, om der er noget galt i vores ”kodning/algoritme” som vi sender ud i form af verbale beskeder.

Børnene var i en konstant refleksion i deres proces. De arbejdede på den måde med designprocesmodellen uden, at den blev direkte italesat.

Klassen blev delt i to, når vi legede robotter med hinanden. På den måde var det mere overskueligt for mig, som underviser, men også for børnene da der på den måde var mere tid til hjælp og fokus på selve opgaven.

Målet med denne form for undervisning var, at børnene ville have mulighed for at kunne fordybe sig endnu mere i legen og eksperimentering med forskellige koder, og den måde de formidler koden på til deres makker. En anden årsag til, at det blev dette forløb er, at klassen arbejder meget på chromebooks, hvor vi har fokus på de forskellige kommandoer, vi kan give som input til PC’en og den derved reagerer på det vi har bedt den om; ligeså vel som børnene reagerer på de verbale beskeder, vi som voksne giver dem eller deres kammerater, når de er i leg.

FORLØBSBESKRIVELSE

• Gennemgang af begreber på klassen som: algoritme, input/output, kode(r)
• Klassen deles op i to
• Opgaven beskrives for den mindre gruppe -> Skrive kode til sin makker/robot
• Robotten forsøger at gå koden
• Børnene bliver nu introduceret for næste delopgave -> Få din robot op og ned ad en trappe
• Efter halvdelen af én lektionstid skifter kodeskriver og robot rolle og opgaverne gentages
• Sidste opgave er fri, i den forstand at børn og/eller underviser finder på situationer eller handlinger, som robotten skal prøve at udføre.

AFRUNDING

Vi afrundede forløbet som vi startede; med en fælles samling, hvor vi talte om de samme ting. Altså, hvad er en algoritme? Osv.
På den måde vurderede jeg, at jeg ville have størst sandsynlighed for at gribe nogle af børnenes tegn på udvikling i form af deres udtalelser m.m.

Projektet afsluttes med en følelse af, at børnene blev klogere på, hvad en algoritme er som begreb. Derudover er interessen for teknologien omkring Bluebots og Beebots øget markant samt brugen af computermus, da et par af børnene oplevede deres hånd som værende en ´mus´.

Børnenes egne ord:
”Det var sjovt! og ”Hvornår skal vi gøre det igen?” var nogle af de udtryk børnene gav ifm. evalueringen. I de afrundende snakke talte vi om, at det kan være svært at kommunikere med en robot, som ikke kan svare dig tilbage. Her lavede børnene en kobling til når vi som voksne giver beskeder på klassen og børnene fx sidder med en opgave, hvor de så ikke ”svarer tilbage”.
Hvis jeg skal gøre noget anderledes, så ville en mindre gruppe måske give et mere fokuseret forløb, da der var 12-14 elever beskæftiget ad gangen.